Om Natteravnene
Det er Natteravnenes primære formål, at udvise omsorg og ansvarlighed, og som gode rollemodeller medvirke til at skabe større tryghed og især hjælpe børn og unge til øget livsglæde og integration.
Vil du være med til at gøre en forskel? Vil du vide mere om Natteravnene, eller har du lyst til at starte en Natteravneforening i dit område, så kontakt Sekretariat, tlf. 70 12 12 99 eller skriv til info@natteravnene.dk

Hvordan? Med Natteravnenes Landssekretariat og flere offentlige myndigheder som "fødselshjælpere", etablerer man en lokalforening, hvor ansvarlige voksne på frivillig basis, planlægger og gennemfører vandringer i eget område (by eller boligområde) på dage, tidspunkter og steder, hvor man finder det relevant.
Ved altid at gå i hold på tre, mænd og kvinder i blandede hold, der bærer Natteravnenes karakteristiske gule jakker, gør man sig meget synlig overfor børn og unge. Dels for at få en fordomsfri snak med dem om de problemer, de selv ønsker at tale om - dels for at stimulere til forebyggende ansvarlighed, men uden at påtage sig hverken politimæssige- eller sociale opgaver.
Natteravnene har således ingen særlige beføjelser, men stor psykologisk gennemslagskraft.
Natteravnene optræder aldrig som lokalt vagtværn eller lignende.
Hvem kan være med? Alle ansvarlige voksne med socialt overskud, der kan fremstå som gode rollemodeller er velkomne, uanset alder, køn, uddannelse, religion, politik eller etnisk baggrund.
Reaktioner Alle er glade for Natteravnene. De signalerer omsorg og ansvarlighed. Samtidig er de indirekte med til at skabe tryghed, samt reducere lokal hærværk, vold og anden kriminalitet med op til 50 %.
En ung mand i Esbjergs pulserende natteliv udbrød spontant: "Hold kæft mand, der går Natteravnene - bare min far og mor gad være med i sådan noget!", da et hold Natteravne passerer en gruppe unge mennesker. Den form for positive udtalelser, samt knus og kram møder Natteravnene tit på deres vandringer blandt de unge.
Økonomien Natteravnenes landsdækkende arbejde finansieres gennem Fonden for Socialt Ansvar. Det er Fondens formål at yde støtte til aktiviteter, der kan fremme socialt ansvar hos virksomheder, institutioner og privatpersoner, med henblik på at skabe omsorg og tryghed i det offentlige rum. Fonden for Socialt Ansvar er bl.a. ejer af alle rettigheder omkring Natteravnene.
Til Fondens hjemmeside
|


|